Inkluderende læringsmiljøer i FGU gennem positive forventninger og tillid

Fælles for flertallet af unge, der begynder i FGU, er, at de har en lang skolekarriere bag sig – og for mange er det ikke med positive erfaringer. Det betyder, at ’skole’ for mange af de unge er forbundet med nederlag, manglende anerkendelse og i det hele taget oplevelsen af at være blevet set på som forkert.

Den oplevelse leder for nogle elever til en modstand mod skolen. For at kunne arbejde med de unge er det som lærer vigtigt at forstå, at den modstand, de unge møder skolen med, mange gange er en respons på en modstand, som de selv har oplevet sig mødt med det meste af deres skoleliv.

Som lærer kan det i mødet med de unge være givtigt at flytte fokus fra, hvad der mon er ’galt’ med sådanne unge til at se på skolen som et mulighedsrum for de unge. Det vil sige til at fokusere på de unges muligheder og begrænsninger for deltagelse i skolen. Det handler med andre ord om at flytte fokus fra individ til relationer.

Et sådant flyt i fokus fra individ til relationer betyder, at man som lærer stiller sig nysgerrigt i forhold til det, der opleves som bestemte elevers problematiske adfærd; at gå bag om adfærden: Hvad er det, eleven forsøger at fortælle os med sin adfærd?

Ofte kan de unge ikke selv sætte ord på, hvad det er, der er svært, så det handler i høj grad også om nysgerrigt at observere den unge i forskellige sammenhænge, som de deltager i:

• Er det kun i relation til min undervisning, at eleven møder skolen med modstand?
• Er det kun i relation til mig, eller er det rettet mod lærere generelt?
• Hvornår oplever jeg, at den unge faktisk engagerer sig?
• Er det i relation til bestemte fag eller emner/projekter, vi arbejder med? Osv.
• Og så tage bestik af det i sin videre håndtering af den unge.

Overskridelse af marginalisering gennem positive forventninger til de unge

Forskning i lærerforventninger peger på, at læreres forventninger til deres elevers præstationer ikke er uskyldige, men derimod har afgørende betydning for, hvordan eleverne klarer sig (Rubie-Davies, 2009). Disse studier viser, at der er en klar sammenhæng mellem lærerens forventninger til bestemte elever, og disse elevers indsats og læringsudbytte i skolen.

Således peger denne forskning på, hvordan høje forventninger resulterer i, at læreren udviser en mere positivt udfordrende adfærd over for elever, som de anser for at være dygtige, og eleverne selv mærker lærerens forventninger og lader sig påvirke i deres selvopfattelse. På den måde snakker man om, at læreres forventninger til deres elever på mange måder fungerer som en slags selvopfyldende profetier.

At møde de unge med positive forventninger er derfor afgørende for elevens muligheder for at ændre sin adfærd i skolen for at overskride marginalisering. At møde unge med positive faglige forventninger – også, eller måske især, de unge, der møder os med modstand – betyder, at man også indimellem taler dem op. Også selvom man endnu ikke har set den positive adfærd hos den unge endnu. Og dét handler i høj grad om tillid. Lad os se på det: 

Et spørgsmål om tillid i (relations)arbejdet med marginaliserede unge

At møde de unge med tillid handler i udgangspunktet om at møde den unge som en enestående person. Budskabet i denne tilgang kan fremsættes med følgende metafor: ”Man skal ikke give forbryderen nøglen til pengeskabet, men du er noget helt specielt, så med dig gør jeg det alligevel” (Nissen, 2004: 109).

Herved satser man altså lidt selv, qua den risiko man løber, når man ”giver forbryderen nøglen til pengeskabet”. Men det er godt givet ud, for i langt de fleste tilfælde vil oplevelsen gøre noget ved eleven. Det gør med andre ord noget ved mennesker at blive mødt med en forventning om, at ”Dét har jeg tillid til, at det kan du godt”. Børn og unge er generelt set optagede af, hvad læreren tænker og synes om dem – også de unge, der møder os med modstand, fordi de har slået sig på skolen.

Det er derfor afgørende. at læreren i FGU som en naturlig del af et inkluderende læringsmiljø møder marginaliserede unge – og det tilmed unge, som måske nok ved første indtryk synes at fortjene det mindst – med et ressourceperspektiv, med positive forventninger og med tillid (Lagermann, 2021).

Inddrag de unge som en del af løsningen – ikke blot som en del af problemet

I min forskning understreger jeg vigtigheden af at inddrage elevperspektiver. Det gør jeg ud fra en forståelse af, at hvis vi virkelig ønsker, at flere unge skal blive i skole og få en uddannelse, så er vi nødt til at lytte til nogle af dem, der finder skolen mindst overbevisende. Det er gennem inddragelsen af disse elever og deres perspektiver, at vi ikke bare får en mere nuanceret forståelse af, hvad for eksempel elevernes skolemodstand og afvisninger handler om.

Vi får med deres perspektiver samtidig et praj om, hvor vi som lærere med fordel kan sætte ind, hvis vi gerne vil hjælpe de pågældende elever til at finde mening med skolen. Den amerikanske psykolog, Ross Greene (2015), kalder dette at se med den unge i vanskeligheder frem for at se på den unge. Og dét er en etisk fordring, der bør ligge som klangbund under alle professionelles arbejde med unge mennesker i skoler og institutioner – ikke mindst i forhold til de unge, der har slået sig på skolen.

8 veje til inddragelse af de unges perspektiver

• Observér de unge i de fællesskaber/kontekster, de deltager i
• Vær nysgerrig: Stil spørgsmål
• Vær lydhør og forsøg at sætte dig i den unges sted
• Vær fleksibel: Vær klar på at ændre din forståelse af den unge
• Brug de unges modstand mod skolen som vigtig viden til, hvad du som lærer kan gøre anderledes
• Se adfærdsledelse som et undervisningsspørgsmål: Jo mere involverende, vedkommende og engagerende undervisningen er, des mindre dårlig adfærd
• Mennesker har som regel gode grunde til at gøre, som de gør – hvad kan være den unges?
• Lad den unge være med til at formulere bud på løsninger på problemet

Kreditering

Laila Lagermann, Ph.D, uddannelses- og ungdomsforsker, forfatter, foredragsholder og konsulent