Artikel

Erhvervsskoler går sammen om at skaffe flere lærepladser

En række erhvervsskoler er gået sammen om, at skabe flere lærepladser til eleverne. Målet er at få flest mulige virksomheder godkendt til ordinære lærepladsaftaler, alternativt til fleksible forløb.

Om deltagerne

Deltagerne i projektet er AARHUS TECH, Aarhus Business College og Jordbrugets Uddannelsescenter Århus, som har etableret et samarbejde om at skaffe nye lærepladser og oplæringsvirksomheder i de omkringliggende kommuner. Da skolerne repræsenterer en bred vifte af uddannelser, er fokus derfor også på tværs af både tekniske og merkantile uddannelser. Samarbejdet er en del af EU Socialfondsprojektet Smartskills.nu.

 

Systematisk tilgang skal skabe overblik

Skolerne har nedsat en projektarbejdsgruppe, der i første omgang skal skabe overblik over lærepladssituationen i de mange virksomheder, der hører til projektets store grafiske område. Her skal der være mulighed for at prioritere ud fra følgende kriterier:

  • Lærepladsgodkendte virksomheder, som har elever, og som muligvis kan bruge flere
  • Lærepladsgodkendte virksomheder som ikke pt. har elever
  • Virksomheder som ikke er godkendt som oplæringssted 
  • Relationspleje og mersalg.

Det er et omfattende arbejde at skabe systematik ud fra mange parametre og med et stort antal virksomheder. Derfor har projektgruppen allieret sig med nogle skoleoplæringselever på IT-supporter/Datatekniker uddannelsen på AARHUS TECH. Skoleoplæringseleverne skal hjælpe med at trække data fra Praktik+-systemet, og udarbejde en database, hvor der nemt kan dannes overblik over virksomhederne ud fra de valgte kriterier.

Helle Hyldahl Vestergaard er konsulent i Uddannelses- og Oplæringscentret, AARHUS TECH Erhverv og sidder med i projektarbejdsgruppen. Helle forklarer, at databasen skal være et redskab til at udvælge de indsatsområder for det lærepladsopsøgende arbejde:

”Det kan eksempelvis være en oversigt over nystartede virksomheder i Århus, som lærepladskonsulenterne kan kontakte for at fortælle om fordelene ved at tage en elev. Det kan også være ud fra, hvilke uddannelser vi mangler lærepladser til".

 

Fælles besøg på virksomhederne

Med udgangspunkt i databasen vil projektgruppen arrangere en række sambesøg på virksomheder, hvor der så vidt muligt er lærepladskonsulenter fra flere skoler eller vidt forskellige uddannelser. Skal en større virksomhed inden for metalbranchen besøges med fokus på lærepladser for smedelærlinge, kan skolerne i samme omgang undersøge, om virksomheden eksempelvis kunne bruge kontorelever.

”Gartnerierne, som har gartner-elever, skal måske bruge 3D-tegninger til anlæg af nye arealer eller parker. Her kan en teknisk designer-elev måske være relevant til at udarbejde skitserne”, fortæller Helle Hyldahl Vestergaard. 

Ifølge Helle er det afgørende at gøre det så enkelt for virksomhederne som muligt, når der skal vejledes i forhold til lærepladsområdet. Når den enkelte virksomhed er i kontakt med en lærepladskonsulent, er der derfor fokus på at henvise til hinanden.

Lærepladskonsulenterne skal ligeledes synliggøre for hinanden, når de har været i kontakt med en virksomhed. Det gøres i Praktik+, hvor det registreres hvis der er kommet en ny lærepladsansvarlig, eller virksomheden har udlagt en del af produktionen til udlandet, og måske er godkendt til 10 elever, men kun har brug for 5.

Projektgruppens netværk kommer virksomhederne til gode, fordi konsulenterne kan henvise til hinanden og hjælpe virksomhederne i fællesskab.

 

Om projekt Smartskills.nu

Smartskills.nu er et EU-projekt med tre indsatsområder:

1: Øget kendskabet til erhvervsuddannelserne

2: Valg af erhvervsuddannelse

3: Flere lærepladser.

I projektet deltager grundskoler, erhvervsskoler, UU-centre, skoleforvaltninger, erhvervsservice, virksomheder, brancheorganisationer samt faglige organisationer, der alle samarbejder for at gøre det attraktivt, at vælge en erhvervsuddannelse.

Projektet er støttet af Region Midtjylland og EU's Socialfond og løber i perioden august 2016 til september 2019. Projektets hovedoperatør er Erhvervsskolen Mercantec.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte konsulent Helle Hyldahl Vestergaard, AARHUS TECH Erhverv, hhv@aarhustech.dk, tlf. 61987461.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.