Forløb

Bliv fagligt stolt med Anders Nielsen

Standupkomiker Anders Nielsen bruger sine erfaringer fra sit erhverv som tømrer til at sætte fokus på faglig stolthed. I forløbet får eleverne mulighed for at reflektere over, hvad faglig stolthed er for dem.

Forløbet er udviklet til at sætte fokus på faglig stolthed.
Forløbet er målrettet elever på grundforløb 1, grundforløb 2 og hovedforløb
på hovedområdet ’Teknologi, Byggeri og Transport’.

 

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 2-5 timer.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Forløbet har blandt andet til formål at fremme elevernes dygtighed, faglige stolthed og karakterdannelse, og lader eleverne reflektere over spørgsmål som: 

  • Hvad gør mig fagligt stolt? 
  • Hvilken slags faglært vil jeg gerne være? 
  • Hvilken type virksomhed vil jeg gerne være ansat i? 
  • Hvilke muligheder har jeg for at bevæge mig i den retning? 

 

Formålet med forløbet er desuden at give eleverne lyst til faglig læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

 

Forudsætninger, form og indhold

For standupkomiker og tømrer Anders Nielsen er faglig stolthed et kodeord. Med udgangspunkt i Anders Nielsens erfaringer som håndværker, skal eleverne få øje på, at faglig stolthed handler om mange ting – blandt andet om godt håndværk, tilfredshed med egen opgaveudførelse og visheden om, at man bidrager til samfundsudviklingen.

Gæstelærerforløbet er bygget op omkring en podcast med Anders Nielsen, der er opdelt i fire faser. Til hver fase er der aktiviteter, som kan anvendes i undervisningen.

Aktiviteterne lægger op til, at eleverne får øje på, hvad faglig stolthed handler om for dem.

 

Tilrettelæggelse

Podcasten findes via dette link - brug linket, når eleverne skal høre podcasten, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Forløbet kan indledes med, at læreren fortæller om baggrunden og formålet med at arbejde med faglig stolthed. 

Læreren kan aktivere elevernes nysgerrighed ved at sætte fokus på, at faglig stolthed både knyttes til noget ydre og noget indre. Eksempler på det ydre er andres anerkendelse (for eksempel fra kunder, venner, samarbejdspartnere, samfund) eller succes med at starte egen virksomhed. Eksempler på det indre er en egen tilfredshed og anerkendelse af egne evner, bedrifter og bidrag. 

Aktiviteterne i fase 3 lægger op til, at eleverne arbejder i et værksted eller lignende faciliteter. Aktiviteten kan udgå, hvis forløbet gennemføres som fjernundervisning, eller hvis faciliteterne ikke er til rådighed. Eleverne kan i stedet beskrive eller visualisere, hvilke faglige kriterier de ville have fokus på, hvis de skulle udføre opgaven i praksis. 

Forløbet har en varighed på 5 timer. Hvis eleverne ikke skal arbejde i praksis med fase 3, har forløbet en varighed på 2-3 timer. Forløbet kan anvendes på grundforløb 1, grundforløb 2 og på hovedforløb. Læreren skal dog være opmærksom på at tilpasse forløbet alt efter, hvor eleverne er i deres uddannelsesforløb, samt hvilke faglige tematikker der ellers bliver arbejdet med. 

Forløbet kan i vid udstrækning gennemføres som fjernundervisning ved behov. I så fald kan breakout rooms på klassens virtuelle platform anvendes til gruppearbejdet og digitale fildelingsværktøjer kan anvendes til at fastholde og dele elevernes pointer.

Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i podcastens faser [link].

 

Forløbets opbygning

Forløbet består af en podcast opdelt i fire faser. Inden eleverne hører podcasten, kan læreren rammesætte forløbet.

Fase 1: Bliv fagligt stolt

Anders Nielsen fortæller i podcasten, hvad han forbinder med faglig stolthed og giver eksempler på konkrete oplevelser og personer, som har givet ham denne følelse.

Eleverne kan høre podcasten siddende, hvor de tager noter, eller mens de går en tur udenfor. Efter gennemlytningen af podcasten kan eleverne reflektere over, hvad Anders Nielsen forbinder med faglig stolthed, og om der er noget, han ikke kommer ind på. Der kan eksempelvis arbejdes med følgende temaer: 

  • At brænde for noget og arbejde hårdt for at nå sine mål. 
  • Glæden ved at skabe og forfine. 
  • Erfaringen med at øve, træne, fejle, lykkes og opnå mestring. 
  • At skabe værdi for samfundet. 

 

Fase 2: Hvad er faglig stolthed?

Anders Nielsen fortæller fortæller om en oplevelse, hvor hans faglige stolthed blev udfordret, og hvordan han håndterede dette.

 

Eleverne kan i grupper drøfte følgende spørgsmål:

  • Hvilke ord eller handlinger forbinder I med faglig stolthed? 
  • Tænk på en aktivitet, hvor I har følt jer fagligt stolte - hvad gjorde jer stolte? 
  • Tænk på en faglært, som, I synes, har grund til at føle sig fagligt stolt. Hvad kan og bør personen være stolt af? 

 

På baggrund af drøftelsen kan eleverne gøre en af følgende : 

  • Udpege fem ord eller begreber, som kendetegner faglig stolthed for dem. 
  • Fremstille en fortælling med afsæt i én af deres egne oplevelser om faglig stolthed. 
  • Udvælge én fagperson, som, de mener, skal være faglig stolt, og begrunde hvorfor. 

 

Eleverne deler og drøfter deres ord, begreber, fortællinger eller fagpersoner i plenum. Læreren kan eventuelt fastholde elevernes pointer på tavlen eller online, så det er muligt at vende tilbage til dem senere i forløbet. 

 

Fase 3: En tur i værkstedet

Anders Nielsen fortæller om den rettesnor, som har været styrende for ham i hans virke som tømrer: Han udfører altid en opgave, som han ville gøre det, hvis det handlede om sit eget hjem, egen bil eller egen hjemmeside mv.. 

I denne fase arbejder eleverne individuelt eller i grupper med en simpel faglig opgave, hvor de har mulighed for at træne, gentage og forfine, indtil de selv er tilfredse med resultatet. Her er det vigtigt, at læreren udvælger opgaven med afsæt i, at eleverne kommer til at arbejde med en central grunddisciplin i uddannelsen og samtidig afsætter god tid til, at eleverne kan arbejde i dybden med opgaven. Det er også vigtigt, at læreren er opmærksom på at tilpasse opgaven til elevernes faglige niveau. Læreren kan opstille faglige kriterier, som eleverne skal forholde sig til eller honorere i opgaveløsningen og i deres dokumentation. 

Eleverne kan undervejs filme deres processer og afslutningsvis i videoen begrunde, hvorfor deres opgaveudførelse gør dem tilfredse og fagligt stolte - eller hvad der skal til for at blive det. 
 

Fase 4: Behold din nysgerrighed og sæt delmål for din faglige udvikling

I slutningen af podcasten fortæller Anders Nielsen, at det er vigtigt at gribe de muligheder, der er, for at udføre sit arbejde på en måde, der gør én fagligt stolt. Anders Nielsen fortæller, at tre ting har været afgørende for ham i forbindelse med udviklingen af hans faglige stolthed og hans virke som tømrer. 

I denne fase kan eleverne overveje:  

  • Hvordan de kan bibeholde en faglig nysgerrighed og fortsat dygtiggøre sig. 
  • Hvilke delmål, de kunne tænke sig at sætte for sig selv.

 

Fasen afsluttes med en fælles drøftelse i klassen, hvor læreren faciliterer dialogen og inddrager drøftelser, pointer og erfaringer fra fase 1, 2 og 3. 

 

Evaluering

Undervejs i gæstelærerforløbet arbejder læreren og eleverne formativt med forståelsen af faglig stolthed. Det gør de for eksempel, når eleverne drøfter, hvilke begreber og handlinger de forbinder med faglig stolthed. 

Eleverne præsenterer for hinanden og giver feedback på hinandens processer og produkter.  

Eleverne kan derudover lave individuelle refleksioner omkring faglig stolthed og sætte delmål for deres videre uddannelsesforløb

 

Links til yderligere inspiration

Hent inspiration til blandt andet karakterdannelse på erhvervsskolerne og erhvervsrettet uddannelsesmiljø

Læs Henrik Hersoms artikel ’Stolte elever i erhvervsuddannelserne

Læs om og se videoer om faglig stolthed på forskellige erhvervsuddannelser hos VIA University College.

Læs - og se videoer - om faglig stolthed på forskellige erhvervsuddannelser hos VIA University College.

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.