Forløb

Boldbasisforløb - Innovation og plads til alle

Her får idrætsunderviseren inspiration til et boldbasisforløb med fokus på bevægelsesglæde og innovation. Boldbasis egner sig perfekt til idrætsundervisning, hvor erfarne og mindre erfarne boldspillere og piger og drenge integreres og giver den enkelte mulighed for udvikling på eget niveau. 

Den nye bekendtgørelse fra 2019 stiller krav om minimum et´ forløb til hvert af de 3 færdighedsområder. Indenfor boldspilsområdet er boldbasis et oplagt sted at starte.

Nedenstående forløb er gennemført på GF2 og EUX GF2 på den pædagogiske assistentuddannelse, men vil nemt kunne tilrettes til andre uddannelser og erhverv. 

 

Boldspil i idrætsundervisningen på eud og eux (3 minutter)  

© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Hør underviser Tora Møller og EUX-eleverne Amalie og Jasmin fra SOSU H fortælle om, hvordan spilhjulet indgår som teoretisk element i boldbasisforløb.

Om forløbet

I forløbet udvikler eleverne færdigheder indenfor boldspil på det niveau, de hver især er på. De får en teoretisk ramme for at forstå boldspil og for selv at kunne konstruere spil med bestemte formål tilegnet en bestemt målgruppe. Hermed er elevernes innovative kompetencer i spil. De anvender viden til løsning af idrætsfaglige problemstillinger.

Eleverne får erfaring med at instruere i og justere spil. En erfaring, som de kan tage med sig i deres praktikker og kommende arbejdsliv med børn, unge og handicappede.    

Nøgleord for forløbet:

  • Boldbasis
  • Innovative kompetencer
  • Spilbarhed, tekniske og taktiske elementer i boldspil
  • Samarbejde og kommunikation
  • Spilhjulet & spilkonstruktion
  • Bevægelsesglæde

 

Planlægning/overvejelser 

I idrætsundervisningen vil der være elever med forskellige forudsætninger inden for boldspil. Boldbasis er en god måde at arbejde med både erfarne og mindre erfarne boldspillere og det egner sig også til kønsintegreret undervisning, som er virkeligheden for de fleste erhvervsskoler. 

Læreren kan inden dette forløb overveje, hvilke boldspilselementer han/hun især ønsker at fokusere på og finde boldbasis-spil, som passer til det ønskede fokus. 

Det kan være en god idé at starte med at inddele eleverne i grupper, som de fortsætter i gennem hele forløbet. Grupperne får hver gang tildelt opgaver i hallen, som de skal være ansvarlige for, både  hvad angår opvarmningen og afprøvningen af forskellige småspil. Det er også i grupperne, at eleverne udvikler deres eget spil, som afslutning på forløbet. 

 

Samspil med andre fag

Det er oplagt, at eleverne i forbindelse med arbejdet med boldbasis anvender erfaringer fra praktikken og den viden om børns motoriske og sociale udvikling de har fra det uddannelsesspecifikke fag på GF2 PA.
Det også er oplagt, at eleverne afprøver deres spil og spil-idéer i praktikken og bruger de kompetencer, de udvikler i idræt i den pædagogiske praksis.

 

Inddragelse af it 

I forløbet opfinder eleverne et boldspil ud fra en case. De optager en film om spilhjulet og deres boldspil. De kan bruge deres telefoner til optagelse, og computeren, et screencastprogram og et videoredigeringsprogram til selve filmen.

 

Forløbets opbygning/tilrettelæggelse

Forløbet er tænkt som et forløb af 4 undervisningsgange på 4 lektioner af 45 min, men kan  sagtens organiseres på mange andre måder. 

1. Teoretisk og praktisk introduktion til spilhjulet og til boldbasis som disciplin

Første undervisningsgang indeholder en teoretisk og praktisk introduktion til spilhjulet og til boldbasis som disciplin.
Elevernes forhåndsviden afdækkes og læreren besvarer spørgsmål som; hvad er boldbasis? hvad skal der læses og afleveres?
Derudover introduceres den pædagogiske rolle i boldbasis/boldspil med fokus på instruktion, spiljustering og holddeling.

2. a. Opvarmning med bold

Opvarmning er som altid et vigtigt princip i idræt. I et boldbasisforløb opvarmer eleverne med bold. Opvarmningen kan laves som en blanding af øvelser med fokus på teknisk træning og som lege og konkurrencer og små sjove øvelser, fx boldstafetter.
Det er oplagt at tage udgangspunkt i de erfaringer eleverne har med sig fra boldspil og lade dem skiftes til at stå for dele af opvarmningen. 

Eksempler på aktiviteter til opvarmning (nogle af dem indgår i videoen): 

  • Drible-øvelser
  • Øvelser i modtagninger og afleveringer
  • Lege som fx. ståtrold, boldstafetter
  • Styrke- og træningsøvelser med bold.

 

2. b. Boldspil

Efter opvarmningen er det tid til afprøvning af forskellige boldbasis-spil. Læreren tildeler grupperne forskellige boldbasis-småspil med forskellige formål. Grupperne får til opgave at sætte sig ind i spillenes formål og regler samt hvilke materialer de har brug for til spillet. Eleverne skal overveje, hvordan de bedst instruerer en målgruppe i spillet og overveje hvilke udviklings- og variationsmuligheder spillet har. 

Eleverne instruerer på skift klassen i deres spil. De observerer spillets gang og øver sig i at stoppe spillet for at tydeliggøre regler og justere på baggrund af deres observationer ved hjælp af spilhjulet. Eleverne modtager efterfølgende feedback på deres instruktion og justeringer.

Forslag til fokus, som læreren kan vælge mellem de forskellige undervisningsgange: 

  • Kommunikation
  • Grundlæggende sammenspil
  • Afleveringer og modtagninger
  • Spilbarhed 
  • Angreb og forsvar

 

Eksempler på boldspil:

  • Fodbold-rundbold
  • Bolden brænder. 

I litteraturlisten nederst på siden er der forslag til inspiration til boldbasis-spil.

 

3. Innovativt boldspil

Eleverne får til opgave at udvikle et nyt boldspil. Spillet skal tage udgangspunkt i en specifik målgruppe med en specifik problemstilling. De kan vælge en gruppe børn, de har observeret i deres praktik eller læreren kan give eleverne forskellige cases. Det er vigtigt, at problematikken er idrætsfaglig og virkelighedsnær. Eleverne anvender deres viden til udvikling af et boldspil som løsningsforslag til casen. 

4. Aflevering og afprøvning af boldspil

Inden sidste gang afleverer eleverne en video, hvor de præsenterer spilhjulet, deres målgruppe, det boldspil de har udviklet med differentierings- og justeringsmuligheder.

Sidste undervisningsgang begrunder og afprøver eleverne deres boldspil på en gruppe medstuderende. De viser også variationsmulighederne i spillet.

 

Aflevering i arbejdsportfolio

Filmen afleveres og lægges i elevens digitale arbejdsportfolio. Vurderingen indgår i den afsluttende bedømmelse.

Kreditering

Udarbejdet af Tora Møller, underviser på SOSU H Brøndby


De fleste idræt D/C bøger har et teoretisk og praktisk kapitel om boldbasis. 

 

Til inspiration: 

  • Nordberg,Niels og Thing,Michael: Boldspil på tværs, Clausen bøger, 1990
     
  • Thing, Michael og Lone: Boldbasis i gymnasiet og på HF, Frydenlund, 2014
     
  • Eiberg, Stig og Siggaard, Peder: Boldbasis – en praktisk håndbog, Forlaget Hovedland, 2000
     
  • Gyldendals Idrætsportal
    Her er der et godt boldbasis forløb med øvelsesbank  med mange forskellige eksempler på boldbasisspil, videoer med instruktioner og gode forklaringer på spilhjulet og boldbasis som disciplin.
     
  • Idræt C- teori i praksis, Claus Estrup, Jette Engelbreth Holm, Ellen Sig, Jan Kahr Sørensen, Systime, 2014 eller https://ibog-idraetc.systime.dk
    Her er der et lille kapitel med forklaring af spilhjulet, herunder spilbarhed, kommunikation, angreb og forsvar samt elevopgave i spilkonstruktion og spiljustering.

Siden er opdateret 04. december 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.