Forløb

Tryk og gasser

Dette forløb inddrager virtuelle simuleringer og giver eleverne en bred forståelse for tryk. Forløbet er målrettet fysik og naturfag på eud og eux. Omfang: 2-8 lektioner.

Forløbet er ikke knyttet til et bestemt niveau, men kan differentieres, så det passer til den enkelte elev. 
Sværhedsgraden af eksperimenter og arbejdet med data- og resultatbehandlingen kan tilpasses forskellige faglige niveauer (C-F).

Tryk er en del af det supplerende stof i fysik og kan vælges, så det supplerer kernestoffet og sikrer bredde i fagets indhold.

Forløbet dækker følgende områder:

  • gasser
  • opdrift
  • Newtons love
  • temperaturskalaer
  • absolutte nulpunkt
  • volumen, mm.  Formålet er ikke at alle områder skal dækkes i forløbet.

Forløbet kan med fordel inddrage matematik og kemi. 

 

Laboratorieforsøg

Forsøgende gennemføres udelukkende med virtuelle simuleringer. En af fordelene ved simulationer er, at der ikke stilles krav om adgang til laboratorier eller værksteder. Fysiske forsøg kan inddrages for at understøtte elevernes forståelse - eller hvis der ønskes variation.  

     

    Planlægning og overvejelser

    Eleverne bør inden forløbet have gennemgået Newtons love og kendeskab til fysiske enheder og størrelser er en fordel.

    Det er hensigtsmæssigt at organisere undervisningen, så en stor del foregår i mindre grupper på 2-3 elever, især hvad angår det eksperimentelle og den efterfølgende databehandling. Der kan være brug for vejledning og støtte, når eleverne arbejder med simulationerne og databehandlingen.

    Eleverne vil i forløbet arbejde med at opstille simple hypoteser, formidle observationer og målinger, anvende virtuelle eksperimenter, dokumentere formler og teorier ud fra databehandlinger samt observationer.

    Formidlingen af forløbet kan ske ved aflevering af en journal, hvor eleven dokumenterer eksperimenter, beskriver virtuelle simuleringer med tal og billeder, udfærdiger grafer med målinger og beregninger.

     

    Forløbets opbygning

    Forløbet er tilrettelagt med en indledende del, hvor elevernes forhåndsviden afdækkes. Herefter indgår tre aktiviteter

    1. Afdækning af forhåndsviden og faglige undersøgelsesspørgsmål
    2. Virtuel simulering
    3. Databehandling og formidling

     

    Del 1. Afdækning af forhåndsviden og faglige undersøgelsesspørgsmål (1 lektion)

    Elevernes forhåndsviden fra folkeskolen kan variere noget, så der vil være forskel på, hvor meget eleverne har kendskab til tryk og gasser.

    • Et udgangspunkt for afdækningen kan ske igennem en samtale med eleverne, hvor tryk og gasser perspektiveres til hverdagen, fx cykelpumper, trykflasker, trykkoger, balloner, bilmotorer, mm.
    • Ud fra samtalen kan forskellige fysiske symboler, størrelser og formler opstilles, som fx tryk, volumen, stofmængde, temperatur, temperaturskalaer, mm.

     

    Del 2. Virtuelle eksperimenter (2-3 lektioner)

    Eleverne skal arbejde med virtuelle simulationer og udføre eksperimenter.

    • Det virtuelle eksperiment modul kan findes på phet.colorado.enu
    • Eleverne får udleveret en vejledning med tilhørende spørgsmål.
    • Eleverne instrueres i hvordan eksperimenterne skal dokumenteres.
    • Eleverne besvarer spørgsmål vedrørende det virtuelle eksperiment. 
    • Spørgsmålene har stigende sværhedsgrad og kan tilpasses til eleven.

    Del 3. Databehandling og formidling (2-4 lektioner)

    Eleverne arbejder med behandling af de opsamlede data fra eksperimenterne.

    • Der gennemføres en fælles opsamling i klassen, hvor resultater fra de virtuelle eksperimenter præsenteres af eleverne.
    • Resultaterne diskuteres i klassen, der opstilles en fælles sammenfatning ud fra diskussionen.

     

    Evaluering og refleksion

    • Det er oplagt, at eleverne præsenterer en del af eksperimenterne de har gennemført, hvilke spørgsmål de arbejdede med, hvad de har analyseret på samt hvilke resultater det har afstedkommet.
    • Vurder´ elevens evne til at inddrage fysiske størrelser og symboler i deres præsentation og besvarelse af eksperimenterne.
    • Bemærk om eleverne undervejs i forløbet anvender og udvikler fagsprog og i stigende grad bruger fagbegreber fra fysik, kemi og matematik, frem for hverdagssprog.
    • Elevernes evne til at formulere og formidle arbejdsmetoder kan give et godt indtryk af forståelsen. Fokuser ikke kun på tal og størrelse, men også på om eleverne kan inddrage matematiske begreber og viser forståelse af fysikfaglige begreber.
    • Opgaverne til forløbet kan udbygges med flere spørgsmål, omhandlende energi, sammenhæng imellem tryk og kræfter, kinetisk energi, mm.

     

    Kreditering

    Forløbet er udarbejdet af Lars Lundberg, Lektor ved U/NORD – Hillerød.

     

     

     

     

    Siden er opdateret 12. december 2019 af emu-redaktionen
    Rettigheder:

    Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
    Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.