Artikel

Idræt

Her finder du fagkonsulentens forslag til digitale ressourcer og inspiration til planlægning af virtuel undervisning i grundfaget idræt på eud og eux.

 

Denne vejledning giver anvisninger og inspiration til virtuel undervisning i idræt på eud og eux, jf. bekendtgørelse om grundfag. Vejledningen er anvendelig, uanset hvilke digitale platforme eleverne forventes at arbejde på. Erhvervsskolernes platforme har forskellige faciliteter, og man udnytter naturligvis de muligheder, der er relevante for kernestof og mål i idræt.

 

Didaktisk planlægning og tilrettelæggelse

Formen af et virtuelt undervisningsforløb afhænger af en række didaktiske valg og forudsætninger. Udgangspunktet er altid at tænke didaktik, før man tænker digitale ressourcer.

 

Klar rammesætning, når du gennemfører virtuel undervisning:

  • Formål, indhold og afsat tid
    Vær særlig tydelig i formuleringen af opgaver til eleverne. Der skal være tydelig kommunikation om formål og indhold og hvor lang tid, der er afsat til de forskellige opgaver. Forsøg at gøre opgaveformuleringerne så tydelige og enkle som muligt. Dette kan evt. gøres virtuelt som korte videosekvenser, hvor du også kommer ind på, hvordan eleven kan arbejde med opgaven, på hvilken måde eleven kan få hjælp og vejledning samt, hvornår eleven skal have løst/afleveret opgaven.
     
  • Produktkrav og dokumentation
    Formuler korte, tydelige og afgrænsede krav til, hvad eleverne skal producere, dokumentere og aflevere. Dette kan differentieres. Overvej om elevernes præsentationer og produkter alene skal deles med underviseren, eller om der kan være en gevinst ved at lave delinger/peer-feedback mellem eleverne. Det kan også være en idé at lade eleverne/grupperne give feedback på hinandens arbejde inden de afrapporterer/præsenterer/afleverer til underviseren.
     
  • Evaluering
    Beskriv for eleverne, hvordan du evaluerer deres produkter og afleveringer. Evaluering kan fx. ske gennem en fokuseret vejledningssession, hvor underviseren giver eleverne respons på produkter, og præcise anvisninger med fokus på den faglige formidling, den faglige argumentation, og de faglige mål.
     
  • Koordinering, kontakt og tidsfrister
    Med virtuel undervisning er det afgørende, at eleverne løbende dokumenterer deres faglige arbejde og udbytte af undervisningen. Ligeså afgørende er det imidlertid, at man som underviser melder klart ud:
    • hvornår man er tilgængelig for spørgsmål o.l.,
    • at de aftalte tidsfrister skal overholdes,
    • hvornår man retter/kigger på deres opgaver. Det er vigtigt at være kontant, så man sikrer så faste og tydelige rammer om undervisningen som muligt.

 

Virtuel undervisning i idræt

Det centrale i grundfaget idræt er fysisk aktivitet og tilegnelse af idrætslige færdigheder. Du kan anvende forskellige digitale værktøjer til at lave virtuel undervisning med opgaver og aktiviteter, som understøtter, at eleverne arbejder med fysisk aktivitet frem for blot teori. Se eksempler i råd og links nedenfor med fokus på fysisk aktivitet.

Råd og eksempler på digitale ressourcer, der kan indgå i emner i forhold til kernestof og supplerende stof i idræt

  • Eksempler på aktiviteter med inddragelse af digitale værktøjer:
     
    • Eleverne udarbejder et opvarmnings –eller træningsprogram ud fra de muligheder, som hjemmet giver. Programmet kan gøres tilgængeligt for underviser og andre elever via fx Google Sites.
       
    • Eleverne træner færdigheder i enkelte discipliner og filmer og sender det til underviser og andre elever via fx Google Sites, skolens LMS, mail eller telefon.
       
    • Eleverne foretager fysiologisk test alene i deres hjem. Testen kan bygges op i et regneark, hvor testdelene er skrevet ind, og hvor hver elev noterer sine resultater. På den måde kan underviser og elev følge med i elevens progression. Du kan vælge, at eleverne også deler deres resultater indbyrdes og taler med hinanden om dem via fx Microsoft Teams. Elevernes kontakt til hinanden vil formentlig medvirke til en øget fællesskabsfølelse og vedholdenhed.
       
    • Eleverne dokumenterer deres arbejde i den obligatoriske arbejdsportfolio i faget. Dokumenterne kan være af forskellig karakter, bl.a. tekstdokumenter, videoer, regneark og billedemateriale. Dokumentationen kan foregå virtuelt ved anvendelse af hjemmesidegeneratorer som fx Google Sites, hvor eleven nemt kan bygge en hjemmeside og dele den med dig. Du kan rammesætte, hvordan eleven udformer sin side, og sikre, at alt kernestof medtages, ved at lave en punkt- eller videovejledning af et eksemplarisk site. Brug skærmoptagere som fx Screencast-O-Matic eller funktionen skærmoptager indbygget i PowerPoint.
  • Emu.dk: Emus side om grundfaget idræt med information og inspiration til faget, bl.a. vejledning til faget, eksempler på øvelser, videoer til bl.a. opvarmningsprogram
     
  • Sundeunge.dk: Materiale med forslag til motions- og bevægelsesaktiviteter og inspiration til udvikling af sundhedsfremme og forståelse for det brede sundhedsbegreb
     
  • DGI Tema: Sådan kan du træne hjemme eller på egen hånd
     
  • Sundhedshusene Københavns Kommune: Video til hjemmetræning: 10 øvelser med musik
     
  • Morgengymnastikken på DR3: Videoer med forskellige typer aktiviteter og træning fra løbeteknik til fridans.

Ovenfor gives der forslag til en række konkrete programmer og redskaber. Det er tænkt som en hurtig hjælp til de travle undervisere. Men der findes andre ressourcer, der kunne være lige så egnede.

 

GDPR

Det er vigtigt, at du som underviser sikrer dig, at de digitale værktøjer, du anvender til virtuel undervisning overholder databeskyttelsesforordningen (GDPR), så du ikke uforvarende kommer til at dele elevernes personoplysninger med tredjeparter. Er du i tvivl, så kontakt skolens it-ansvarlige eller din leder.

Generel inspiration til fjernundervisning
 

 

Udarbejdet af fagkonsulenten

Bitten Næsted Hansen
Direkte tlf.: +45 2380 6632
E-mail: Bitten.Naested.Hansen@stukuvm.dk

 

Siden er opdateret 24. marts 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.