Forløb

Find din grønne iværksætter frem med Kristian Borbjerggaard

I dette gæstelærerforløb giver virksomhedsejer Kristian Borbjerggaard gode råd fra livet som iværksætter. Forløbet kan inspirere elever til at koble iværksætterdrømme med grøn omstilling.

Forløbet er udviklet til at sætte fokus på iværksætteri og grøn omstilling.

Forløbet er målrettet elever på grundforløb 1 og 2 samt hovedforløb på tværs af erhvervsskolernes fire hovedområder.

 

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 3-5 timer.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Elever på erhvervsuddannelsernes fire hovedområder bør være bevidste om forbindelsen mellem iværksætteri og grøn omstilling. Iværksætter og virksomhedsejer Kristian Borbjerggaard fortæller om sin vej til at blive iværksætter, han sætter ord på sin hverdag og vision om at bidrage til den grønne omstilling.

Forløbet kan eksempelvis bruges til at adressere viden, færdigheder og kompetencer relateret til temaer som:

  • Kreative og innovative metoder og perspektiver målrettet kunders behov
  • Omsætning af kunders idéer til innovative løsninger
  • Forskellige forudsætninger for at etablere egen virksomhed

Gennem forløbet arbejder eleverne reflekterende og undersøgende med deres egne overvejelser om den grønne omstilling i deres fag og branche. De arbejder samtidig med overvejelser om at blive eller være iværksætter.

Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

 

Forudsætninger, form og indhold

Gæstelærerforløbet er bygget op omkring en podcast med Kristian Borbjerggaard. Forløbet er inddelt i fire faser med tilhørende aktiviteter.

Undervejs i forløbet taler gæstelæreren om fire overordnede tematikker:

  • Vejen til at blive iværksætter
  • Hverdagen som iværksætter
  • Iværksætteri i et samfundsperspektiv
  • Gæstelærerens gode råd til kommende iværksættere

Læreren kan aktivere elevernes nysgerrighed og forforståelse ved at bede dem forholde sig til, hvem de er som personer, deres lyst til at blive iværksættere og hvordan de eventuelt kan bruge deres netværk til at blive det.

 

Tilrettelæggelse

Podcasten findes via dette link - brug linket, når eleverne skal høre podcasten, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Forløbet er primært rettet mod hovedforløb, men kan også anvendes på både grundforløb 1 og 2. Dog skal læreren være opmærksom på at tilpasse forløbet, alt efter hvor eleverne er i deres uddannelsesforløb, samt hvilke faglige tematikker, der ellers arbejdes med.

Forløbet har en varighed på 3-5 timer. Hvis ikke der er adgang til nødvendige faciliteter i forbindelse med arbejdet med produktionsprocessen i fase 3, kan forløbet kortes ned.

I fase 2 kan der arbejdes med forretningsplaner. Læreren kan finde inspiration hertil i gæstelærerforløbet på emu med Christian Arnstedt.

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning ved brug af onlineklasserum for at understøtte gruppeaktiviteter. Der kan også gøres brug af digitale fildelingsværktøjer til at fastholde og dele elevernes pointer.

Den uddybende lærervejledning, som findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i podcastens faser.

 

Forløbets opbygning

Inden eleverne hører podcasten kan læreren rammesætte forløbet.

 

Fase 1: Hør podcasten 

Kristian Borbjerggaard fortæller om sit liv som iværksætter og om de tanker, han gør sig om sin virksomhed. Han fortæller også om de konkrete produktionsprocesser, kommunikationen med de mange og meget forskellige leverandører, kunder og samarbejdspartnere samt om sine overvejelser om drift og udvikling af virksomheden. Podcasten slutter med tre gode råd fra Kristian Borbjerggaard. 

Eleverne kan skrive noter, mens de lytter til podcasten. Deres noter kan handle om livet som iværksætter, om produktionsprocesser og om grøn omstilling. Eleverne kan høre podcasten hjemme eller på skolen.

 

Fase 2: Mig som iværksætter 

Kristian Borbjerggaard fremhæver i sin fortælling vigtigheden af at forfølge sin passion, finde den gode idé og bruge den viden, der er til rådighed. Herunder at tage imod hjælp til svære ting, bruge sit netværk og arbejde struktureret med drift, udvikling og vækst. 

I denne fase kan læreren fokusere på to forskellige sider af arbejdet med iværksætteri: 

  • Den del, der handler om iværksætteren som menneske, herunder interesser, styrker, svagheder og netværk
  • Den del, der handler om forretningsplaner og opstart af virksomhed

Uanset hvilket af de to fokusområder eleverne arbejder med, kan læreren vælge at organisere arbejdet, så eleverne arbejder individuelt eller i grupper. Læreren kan med fordel afslutte arbejdet med en fælles drøftelse og videndeling.

 

Fase 3: Produktionsprocesser og værdikæder 

Kristian Borbjerggaard fortæller om de produktionsprocesser og værdikæder, som er en del af hans virksomhed og produktion af både limfjordsøsters, stillehavsøsters og hummere. Inden eleverne arbejder med produktionsprocesser og værdikæder, kan læreren introducere eleverne til begreberne.

Eleverne vil i aktiviteten undersøge og komme tættere på produktionsprocesserne omkring et udvalgt fagligt produkt. Eleverne kan enten arbejde med afsæt i et produkt, de selv vælger eller har udviklet, hvis de forud for dette gæstelærerforløb har arbejdet med idéudviklingsprocesser. Alternativt kan læreren udvælge et produkt, som matcher elevernes faglige niveau, eller som knytter sig til uddannelsens bekendtgørelse. 

Aktiviteten kan indledes med, at eleverne i grupper kortlægger de produktionsprocesser og værdikæder, Kristian Borbjerggaard beskriver i podcasten. Det kan være i forhold til fangst, oprensning og pakning med videre. Eleverne skal visualisere den kortlægning, de laver. Herefter kan eleverne undersøge og beskrive de produktionsprocesser og værdikæder, der ligger omkring det produkt, de arbejder med. Eleverne kan her tale om, hvilke betydninger det vil have for opstart af en virksomhed, hvor produktionsprocesserne og værdikæderne indgår.

 

Fase 4: Iværksætteri og den grønne omstilling 

Kristian Borbjerggaard fortæller om de overvejelser, han gør sig omkring sin virksomhed Venø Seafood og en grøn omstilling. Overvejelserne går blandt andet på branding, at bidrage til den bæredygtige udvikling og imødekomme kundernes efterspørgsel.

I denne fase undersøger og diskuterer eleverne, hvordan iværksætteri og grøn omstilling kan gå hånd i hånd inden for deres fag og branche. Eleverne kan i grupper eller i plenum drøfte spørgsmål som: 

  • Hvilken sammenhæng er der mellem jeres fag og branche og den grønne omstilling? 
  • Hvilke forretningsmuligheder er der i den grønne omstilling med jeres faglighed? 
  • Hvordan udfordrer den grønne omstilling jeres fag og branche? 

 

Evaluering

I gæstelærerforløbet kan læreren sammen med eleverne evaluere undervejs ved at drøfte erfaringer med arbejdet med de forskellige elementer knyttet til iværksætteri og grøn omstilling. 

I stedet for at præsentere for den samlede klasse kan evalueringen foregå efter peer-to-peer-metoden med fokus på, om eleverne for eksempel har fået ny viden om virksomhedsopstart, om at arbejde med en forretningsplan, og om hvor man kan hente hjælp. Læreren kan sætte eleverne sammen to og to og bede dem præsentere for hinanden og give hinanden feedback.

Som afsluttende evaluering kan læreren og eleverne drøfte gæstelærerforløbet, herunder om nogle af eleverne selv har idéer om at blive iværksættere. Her kan de fokusere på, hvem de selv er som iværksættere, hvad det kræver at blive iværksætter, og hvilke muligheder deres fag og branche åbner for. 

 

Links til yderligere inspiration

Læs en artikel om Kristian Borbjerggaard på TV Midtvests hjemmeside

Find mere information om Kristian Borbjerggaards virksomhed på Venø Seafoods hjemmeside

Læs en artikel om iværksætteri på ug.dk

Læs mere om iværksætteri på erhvervsuddannelserne på emu.dk

Hent forløbet ’Kickstart Programme’ hos Fonden for Entreprenørskabs hjemmeside, hvor eleverne kan stifte bekendtskab med iværksætteri (særligt relevant for GF2 og hovedforløb)

Læs mere om projekt ’Undervisning i iværksætteri’ på eud

Hent inspiration til at facilitere innovationsprocesser hos Fonden for Entreprenørskab (PDF)

Hent vejledning til lærere om valgfag i iværksætteri på eud og eux fra Fonden for Entreprenørskab

Se et eksempel på en produktionsproces på Rockwools hjemmeside

Find en artikel om værdikæder med tilhørende figur, som eleverne kan bruge i de foreslåede aktiviteter

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.