Redskab

Sprogvurderingsværktøj: Sprogvurdering 3-6

Her på siden kan du læse om sprogværktøjet ”Sprogvurdering 3-6”, og om hvordan du kan bruge det.

”Sprogvurdering 3-6” består af en klassetest, som du kan anvende til at sprogvurdere en gruppe af børn på klasseniveau i børnehaveklassen samt en individuel test, som du kan anvende til at sprogvurdere børn i dagtilbud og uden for dagtilbud og børn i børnehaveklassen.

Ministeriet stiller Sprogvurdering 3-6 til rådighed for kommuner, dagtilbud og skoler til blandt andet at udføre den lovpligtige sprogvurdering i og uden for dagtilbud og i børnehaveklassen.  Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvilket sprogvurderingsværktøj, der skal anvendes til den lovpligtige sprogvurdering af børn i 2- eller 3-års alderen og i børnehaveklassen.

Med sprogvurderingen kan du undersøge forskellige aspekter af barnets talesproglige og før-skriftlige kompetencer

 

Følgende aspekter af talesproglige kompetencer indgår:

  • Sprogforståelse
  • Ordforråd
  • Kommunikative strategier

Følgende aspekter af før-skriftlige kompetencer indgår:

  • Rim
  • Opmærksomhed på skrift
  • Bogstavkendskab
  • Opdeling af ord
  • Forlyd

 

Sådan kan du anvende værktøjet

Du kan anvende ”Sprogvurdering 3-6” til at sprogvurdere børn i og uden for dagtilbud i alderen mellem 2 år og 10 måneder og 6 år og 9 måneder. Du skal vurdere børnenes kommunikative og sproglige udvikling med forskellige deltest. Testens spørgsmål afhænger af, hvor gamle børnene er. For børn uden for dagtilbud kan du kun anvende dele af værktøjet.

Du kan derudover anvende værktøjet s til at sprogvurdere børn i børnehaveklassen med en klassetest. Som supplement til klassetesten, kan du med værktøjet lave en individuel sprogvurdering af et barn i børnehaveklassen

Du kan anvende Sprogvurdering 3-6 i sammenhæng med ministeriets sprogvurderingsværktøj ”Sprogvurdering 2 år”. Med dette værktøj kan du sprogvurdere børn i toårsalderen.

Læs mere om Sprogvurdering 2 år på emu.dk.

 

Sprogvurdering 3-6 har desuden en vejledning. I vejledingen kan du læse om, hvordan du praktisk udfører sprogvurderingen og fortolker sprogvurderingsresultaterne.

Du kan finde materialerne til Sprogvurdering 3-6 gennem en it-løsning til sprogvurderingsværktøjet.

 

Nødvendig it-løsning til Sprogvurdering 3-6

Du kan kun bruge værktøjet Sprogvurdering 3-6” med en it-understøttelse.

Børne- og Undervisningsministeriet tilbyder en gratis it-løsning til understøttelse af ministeriets Sprogvurderingsværktøjer Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6. It-løsningen hedder ”Sprogvurdering.dk”.

Læs mere om ministeriets it-løsning Sprogvurdering.dk på emu.dk

Du kan også anvende ministeriets sprogvurderingsværktøjer med it-understøttelser, som er udviklet af private it-leverandører. Kommuner og dagtilbud skal selv kontakte it-leverandører, som udbyder en it-understøttelse af værktøjerne.

 

Bag om Sprogvurdering 3-6

”Sprogvurdering 3-6” er udviklet for ministeriet af forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter & Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet og internationale forskere.

Udviklingen af værktøjet er foregået med udgangspunkt i, at sprogvurderingen skal give et retvisende billede af, hvor barnet er i sin sproglige udvikling. Derudover har der været fokus på, at de elementer, der indgår i vurderingen er udvalgt på baggrund af forskning. Dette bidrager til at dokumentere, at de sproglige kompetencer, der vurderes, er vigtige for barnets senere læring – og ikke mindst læseudvikling. Der har ligeledes i udviklingen af værktøjet været fokus på, at det skal være praksis anvendeligt og let at administrere

”Sprogvurdering 3-6” er afprøvet på cirka 13.000 børn og normeret på et repræsentativt udsnit på godt 11.000 børn i alderen 2 år og 10 måneder til 6 år og 9 måneder

Siden er opdateret 26. august 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.