Redskab
Sammen om børnene
Sammen om børnene er et inspirationsmateriale til dialog om gensidige forventninger mellem dagtilbud og forældre. Sæt det vigtige samarbejde om børnene på dagsordenen - sammen med forældrene.
Hvordan giver vi forældrene mulighed for at være med i dagtilbuddets læringsmiljøer? Hvordan ser vi som forældre og pædagogisk personale på de daglige hente- og bringesituationer? Hvor meget kan man som pædagogisk personale spørge forældre om barnets liv og hverdag i hjemmet? Hvordan kan vi bedst arbejde sammen om, at alle børn har gode venner i børnehaven, vuggestuen eller dagplejen?
Disse og mange andre spørgsmål om roller og forventninger til hinanden kan opstå og fylde i samarbejdet mellem forældre og dagtilbud.
Med materialepakken ’Sammen om børnene’ kan I sætte fokus på og blive inspireret til arbejdet med de gensidige forventninger i samarbejdet om børnene. Materialet henvender sig til ledelse, pædagogisk personale, forældre samt forældreråd og -bestyrelser. I kan udlevere eller bruge alle materialer sammen med forældrene
Efter mere end et år med corona som benspænd for det nære forældresamarbejde har I måske brug for at genbesøge, hvordan det gode samarbejde mellem dagtilbud og forældre skal være fremover hos jer. Med ’Sammen om børnene’ kan I videreudvikle jeres samarbejde - sammen med forældrene.
Indhold i materialepakken ’Sammen om børnene’
’Sammen om børnene’ består af:
- Sammen om børnene Introduktion og præsentation af materialet
- Hvordan er vi sammen om børnene? To dialogark til henholdsvis opstarts- og opfølgningssamtaler med forældre.
- Ta’ en snak om forældre og dagtilbud Dialogværktøj med refleksionsspørgsmål samt film til personale og forældre
- En vigtig stemme for forældre og børn i dagtilbud Informationshæfte til forældrebestyrelser og forældreråd
- Principper for forældresamarbejde i jeres dagtilbud Procesværktøj & principkort til forældrebestyrelsen
- Sådan er vi sammen om børnene Plakat til at formidle samarbejdsprincipper.
Sammen om børnene
Introduktion og præsentation af materialet
Vejledning til opstarts- og opfølgningssamtaler
Informationshæfte til forældrebestyrelser og forældreråd
Sammen om børnene-plakat
Dialogværktøj om forældresamarbejde
To dialogark til opstarts- og opfølgningssamtaler: Hvem er vi? Hvem er I? og Hvordan samarbejder vi bedst?
Procesværktøj til forældrebestyrelsen
Eksempler på principper og kort til udfyldning
Vil I hellere have en trykt materialepakke?
I kan bestille materialerne hos Praksiskonsulenterne i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Send en mail til praksiskonsulenterne@stukuvm.dk. Skriv ”Sammen om børnene” i emnefeltet, og skriv navn, dagtilbuds navn, adresse og EAN nr.
Materialet er gratis. I skal selv betale forsendelsesudgifter.
Bag om
Materialerne er udviklet af Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i 2020-2021.
De første 1.000 dage af et barns liv har en afgørende betydning for dets udvikling, trivsel og muligheder videre i livet. Med ”1.000-dages-programmet – en bedre start på livet” blev der på finansloven for 2019 afsat 1 milliard kroner fra 2019-2022 til at give indsatsen til de 0-2-årige børn fra sårbare familier et stort løft.
Som led i programmet udvikler Børne- og Undervisningsministeriet en række inspirations- og dialogmaterialer, som er målrettet enten forældre direkte eller samarbejdet mellem forældre og dagtilbud i barnets første 1.000 dage. Materialerne behandler forskellige temaer, men har overordnet alle til formål at understøtte forældrenes rolle i barnets første 1.000 dage.
Inspirationsmaterialet ”En tryg start i vuggestue og dagtilbud” er også en del af 1000-dages programmet.