Artikel

De tre nominerede til Årets Dagtilbud 2020-2021 er fundet

Årets Dagtilbud er en pris, der uddeles årligt til et dagtilbud i Danmark, som har særlig høj kvalitet i det pædagogiske arbejde. Der er nu nomineret tre dagtilbud til årets pris.

Et stærkt børneperspektiv, en stærk evalueringskultur og tydelige pædagogiske intentioner er nøgleord for de tre nominerede til Årets Dagtilbud 2020-21. En integreret institution i Roskilde, en vuggestue i Odense og en integreret institution i Hedensted er udvalgt fra et bredt felt af indstillinger.

Hver dag gør det pædagogiske personale over hele landet en stor og vigtig indsats for at skabe gode rammer for børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det er en indsats, der har afgørende betydning for børnene. Ikke bare i deres dagligdag her og nu, men også for deres liv på den lange bane.

Årets Dagtilbud er en pris, der hvert år gives til et dagtilbud, som udfører et solidt pædagogisk arbejde af høj kvalitet. Den daglige praksis skal samtidig være funderet i den styrkede pædagogiske læreplan, herunder det pædagogiske grundlag.

 

Og de nominerede er…

Vi har modtaget 153 indstillinger, som er blevet gennemgået og vurderet hen over vinteren, og et fagudvalg har udvalgt tre dagtilbud, der hver især kan inspirere andre dagtilbud med deres pædagogiske arbejde. Fagudvalget skal nu besøge de tre nominerede dagtilbud og derefter afgøre, hvem af de tre der skal løbe med titlen som Årets Dagtilbud 2020-21 og de 20.000 kroner, som følger med. Fagudvalget består af repræsentanter fra FOA, BUPL, KL, FOLA, Danske Professionshøjskoler og dagtilbudsområdets praksisfelt. De tre nominerede er:

 

Børnehuset Troldhøj, Roskilde

… for deres arbejde med at skabe udviklende læringsmiljøer for børnene. Gennem en stærk evalueringspraksis med daglige evalueringer, et stærkt børneperspektiv og en systematisk feedbackkultur har Børnehuset Troldhøj opbygget en faglig stærk og sammentømret personalegruppe, hvor de voksne er gode rollemodeller. De tager fat i emner som ’farlig leg’ og ’slåskultur’, hvor børn motiveres til at være modige i trygge omgivelser. Via leg og bevægelse får børnene udfordret deres grænser, og med et fysisk og kropsligt udgangspunkt bidrager Børnehuset Troldhøj med et nyt perspektiv på skoleparathed hos de største børn.

 

Solkernen, Odense

… for at skabe udviklende læringsmiljøer i børnehøjde for alle børn. Læringsmiljøer, som tager udgangspunkt i børnenes verden og læring. Solkernen viser en faglig stærk tilgang og et målrettet arbejde med legebaseret læring i et helhedsperspektiv. Tydelig refleksion over egen praksis, bl.a. ved hjælp af videoobservationer og systematisk feedbackkultur, vidner om en stærk evalueringskultur. Dertil kommer Solkernens fokus på at etablere et udviklende og inddragende forældresamarbejde, der gør forældrene til ambassadører og bygger bro mellem dagtilbud og forældre.

 

Lille Dalby, Hedensted

…for deres arbejde med at afprøve og udvikle demokratiske processer for børn. Lille Dalby lytter til børnenes stemme og inddrager deres perspektiver ved at bruge lytningens pædagogik på faste børnemøder. Det vidner om et trygt og inkluderende børnemiljø, hvor der er fokus på at give alle børn en stemme og en plads i børnefællesskabet. Dertil kommer Lille Dalbys fokus på at skabe og udvikle en systematisk evalueringskultur f.eks gennem deres arbejde med børneanalyser, systematiske refleksionsrum og videndeling.

 

Kåring af den endelige vinder

Den endelige vinder af Årets Dagtilbud 2020-21 kåres den 30. august 2021, hvor ministeren overrækker prisen til det vindende dagtilbud.

Læs mere om Årets Dagtilbud på emu.dk/dagtilbud

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.